VIK på Facebook
Tryk her:
|
VIK - Turnering og Resultater
Tryk her:
|
Tillykke til U15 Piger
VIK U15 Piger fik en flot 3. plads i den internationale tournering "Tour Holland", naturligvis i - Holland.
Rigtig flot piger 
|
|
Turen går fra VIK til Holland
Torsdag morgen rejser 60 VIK´ere til Holland for at spille mod andre nationer i et stort ungdomsstævne.
|
Gennem VIK ud i verden
Simon Brogaard Petersen har altid spillet fodbold i Vinderup og mest som markspiller på U10 og U11, hvor trænerne har valgt at lade spillerne skiftes til at stå på mål, da ingen rigtig ønskede at stå på mål.
I sommeren 2010 blir Lucy Feliciano Nielsen og Kevin Feliciano Nielsen og Stefan Madsen trænere for holdet, som spiller U12 i B-rækken.
De synes at de skal have den samme til at stå i mål i hver kamp og har set at Simon er god til at kaste sig og gribe bolden og udpeger ham til at være målmand. I starten er Simon imod det og er ikke så begejstret, han vil gerne ud og være markspiller, men trænerne står fast, og forklarer ham at han er super god til det. Og kamp efter kamp og træning efter træning er det tydeligere for trænerne og medspillerne og også for Simon selv, at han ER super dygtig til at være målmand.
Vinderup vinder puljen og rykker op i A-rækken i U12 og Simon har en stor del af æren for det med sine store redninger i kampene.
I foråret 2011, da samarbejdsklubberne i FC Midtjylland Klubsamarbejdet skal udpege de spillere som klubben synes skal deltage i FC Midtjyllands fodboldskole 2011, udpeger klubben og trænerne blandt fire andre dygtige spillere i klubben også Simon til at deltage i FC Midtjyllands fodboldskole. Simon dog som den eneste målmand. De andre er alle markspillere.
FC Midtjyllands fodboldskole er en fodboldskole, hvor FCM ønsker at samle så mange som muligt fra samarbejdsklubberne og give dem en god fodboldoplevelse, samtidig med at FCM spotter talenter som i den sidste ende skal udgøre FC Midtjyllands talenthold og måske en skønne dag betræde græsset på MCH Arena spillende for superliga holdet, hvis eventyret leves fuldt ud.
Alle deltagere i FCM Fodboldskole bliver præsenteret på MCH Arena i pausen af en superliga kamp. Efterfølgende deltager de i et udtagelsesstævne i Ikast, hvor bruttotruppen på 20 spillere til FC Midtjyllands U13 talenthold udtages.
Simon, som i Vinderup kun har spillet 7 mandsfodbold, skulle nu spille 11 mandsfodbold, og der er målene som alle ved betydeligt større, men Simon står fantastisk kamp efter kamp, og det var en meget spændt Simon som på internettet på FC Midtjylllands hjemmeside kunne læse, at han var blandt de tre målmænd som var udtaget til bruttotruppen. Han blev selvfølgelig meget glad. Det samme gjorde hans forældre, hans barndomsklub, da de fik nyheden, og hans stolte trænere, som havde valgt at sætte ham på mål i Vinderup på det lokale U12 syvmandshold godt et halvt år før. Desværre var han den eneste fra Vinderup som blev udtaget, men super godt gået, Simon! Nu ventede en masse spændende oplevelser, træninger i Ikast, Brøndby Elite Cup og nye udtagelser, hvor bruttotruppen yderligere skulle reduceres.
FC Midtjylland ringede efterfølgende rundt til hans forældre og til Vinderup IK og forklarede hvorfor de havde udtaget ham og hvad der nu skulle ske.
Simon skulle træne tre gange i ugen i FC Midtjylland og han fik top målmandstrænere til at coache ham. Faktisk mente FCM, at han er et af de største og mest lysende målmandstalenter de nogensinde har set og ser kæmpe udviklingsmuligheder i ham.
Simon gør det også super godt i Brøndby Elite Cup og i Nørhalne Elite Cup og overlever talenttrænernes årvågne og vurderende blikke hver gang truppen reduceres.
I dag er Simon førstevalg som målmand på FC Midtjyllands U13 talenthold og rygterne siger at han gør det super godt og han trives med det og tager det hele med ophøjet vestjysk ro med begge ben solidt plantet på jorden og målmandshandsker på hænderne.
|
Pigefodbold for de ældste lever videre i VIK
Sidst Vinderup havde et U-18 pigehold var, da en ung og ambitiøs Malene Østergaard stod i spidsen for en flok talentfulde fodboldpiger. Det er netop en realitet igen, og denne gang er det også en ung og ambitiøs kvinde, der skal prøve kræfter med VIKs ældste fodboldpiger. |
Onsdag kl. 18.30 møder 14 piger fra U-18 og senior afdelingen op på VIKs anlæg til stor glæde for de to trænere. Det er over forventning, og heriblandt har tre spillere valgt at prøve kræfter med en ny klub – Nanna og Laura fra Ryde, og Cecilia (Cille) fra Ejsing. Altid dejligt med nye ansigter.
Spillerne bliver sendt på en lille løbetur, for at få lidt gang i benene, men seniorspillerne har stive ben, og danner en solid bagtrop. Så snart vi får bolden med i en brasilianer-øvelse, er de dog med igen, og viser hvordan teknikken skal udføres. Intensiteten er høj, lyden er god og de 14 fodboldpiger har en udstråling som 14 jerseykøer, der kommer på græs for første gang en sommerdag.
Vi laver øvelser, hvor vi træner pasninger og første gangs berøring – masser af boldberøring og god lyd fra spillerne. Vi slutter af med småspil på 4 fodboldskole mål. Og dog er træningen ikke helt slut, vi skal lige have 5 bakkespurter til sidst – Bede viser viljestyrke og tager 5 mere frivilligt.
Efter 1½ times løb og bold i benene er VIK vært med en sodavand i klubhuset.
Det er nogle unge piger, der løbe rundt på græsarealet. Langt de fleste har spillet 11-mands tidligere, men er nyoprykket og dermed 1. års U-18 spillere. Godt nok er bolden stadig rund, men den er lige det større og tungere. Fokus ligger derfor på MASSER af boldberøring, bevægelse uden bold, forebyggende styrketræning, så vi forhåbentlig kan undgå skader, og Power of Attitude!
Taktisk ligger fokus på 4-4-2, spil i trekanter og så skal vi være verdensmester i presspil!
Første turneringskamp for U-18 piger er desværre aflyst. Vi skulle have spillet i Ejsing fredag aften, som en del af sportsfesten, men Roslev har trukket sig fra puljen. I stedet tog vi et træningspas i Vinderup kl. 15.
Senior kvinder og U-18 trænerteam
Vagn Stranddorf og Laura Brunsgaard Poulsen
|
Vinderup IK's serie 3 herrer vandt Høker Cup 2011 i Ørslevkloster
Turneringen er en glimrende opvarmningsturnering til den kommende sæson og jeg fik brugt ca 20 spillere i de fire kampe, vi spillede, bl.a. var der debut til en række unge spillere fra Vinderups talentfulde ungdomsafdeling, nemlig U-17 spillerne Kevin Feliciano Nielsen, Marc Richter Thomsen, Lasse Davidsen og Jesper Dahl Jensen. Alle fire gjorde det rigtig godt og fik meget ros fra medspillerne.
Kevin Feliciano var med i den første kamp mod Højslev Kirkeby som blev vundet overbevisende med cifrene 11-1. Kevin, som fylder 16 år her i august, formåede i løbet af de første tyve minutter at tilkæmpe sig hele to straffespark, som Esben Rocatis Nielsen udnyttede sikkert, og så krydrede Kevin selv indsatsen med at score sikkert hos Højslev Kirkebys målmand efter en længere dribletur.
Jesper Dahl Jensen fik også debut kampen på midtbanen og gjorde det rigtig fornuftigt, så længe kræfterne slog til.
Blandt de øvrige målscorere i kampen glimrede Jesper Lund bl.a. med tre scoringer.
Den næste kamp blev vundet 1-0 over Kvik Aalestrup på mål af Rene Skodborg Nielsen.
Så blev det 3-3 mod Højslev Station i den tredje kamp efter at have været bagud med 1-3. Dermed var Vinderup i finalen og her skulle de igen møde Højslev Kirkeby, da Skive IK var blevet udelukket fra turneringen pga brug af ulovligt højtrangerede spillere.
Finalen blev vundet overbevisende med 4-1 på to mål af Esben Rocatis Nielsen og to mål af Jesper Lund og det skete som i de andre kampe via en gang rigtig flot fodbold, hvor der blev spillet med få berøringer og bolden fik lov at gøre arbejdet, som man siger. I finalen var der iøvrigt debut til de to 16 årige Lasse Davidsen og Marc Richter som begge gjorde det godt. Lasse på højre back og Marc i angrebet i 2. halvlegs sidste del.
Øvrige spillere som fik debut eller come back kan nævnes Kim Bøge, som er tilbage i VIK efter en længere og alvorlig skadespause, og Alex Sørensen, lige som målmand Mads Lund Lauritsen fik debut som markspiller og gjorde det fint.
Vinderup Ik's serie 3 herrer kunne dermed lade sig hylde som vindere af Høker Cup 2011 i gruppe B og tage vandrepokalen og en check på 500 kr. med hjem.
Med sportslig hilsen
Allan Nielsen
Træner
|
U17 Drenge fik sølv i JM
Rererat fra VIK U-17 drenges deltagelse i finalen om at blive jysk mester i u17 drenge B2 i Bording i lørdags.
Vinderup IK's U-17 drenge spillede mod IVF Århus, som står for Indvandrer Venskabs Forening Århus, og med støtten fra 25-30 medrejsende fans form af klassekammerater, venner, forældre og andre interesserede fra Vinderup som fulgte med i spillerbussen, som VIK til lejligheden havde bestilt, og i egne biler, så var rammen sat for en fodboldmæssig festdag denne lørdag eftermiddag i Bording.
Vinderup var svækket op til kampen, dels fordi Lasse Davidsen og Jesper Dahl og Morten Boe havde afslutning på deres efterskoler og derfor ikke kunne deltage, og fordi Jacob Knudsen og Jens Rocatis Petersen måtte spille, selv om de var småskadede fra semifinalerne i torsdags i Århus, og Nicolai Møgelbjerg lige havde rejst sig fra sygesengen. Men 14 friske gutter tog afsted mod Bording Hallen, hvor finalen om det Jyske Mesterskab for U-17 drenge B2 skulle stå, for at tage guldet med hjem og for at kunne kalde sig JYSKE MESTRE - noget ikke mange opnår i deres fodboldliv.
Kampen kom lidt forsinket i gang fordi IVF Århus mødte frem i rødt ligesom Vinderup, selv om Vinderup stod som hjemmehold i programmet og udeholdet derfor skulle stille i en anden farve. Men grønne overtrækstrøjer blev fremskaffet og kampen kom i gang. IVF Århus havde mest spil og det kneb meget for Vinderup at fastholde bolden og finde hinanden. Derfor kæmpede forsvaret og midtbanen bravt for at holde IVF Århus væk fra scoringsmuligheder og Stefan Madsen i Vinderups mål måtte diske op med nogle fantastiske redninger for at holde Vinderup inde i kampen. Det stod 0-0 ved pausen, men Vinderup havde lige før pausefløjtet bolden i kassen ved Marc Richter, men desværre vinkede de til dagen fremmødte linievogtere for offside, så målet blev annulleret.
Hvis denne stilling holdt kampen ud sagde reglerne at man skulle ud i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, men der var stadig 40 minutter tilbage af den ordinære kamp og straks fra anden halvlegs start var det tydeligt hvilke problemer Vinderup havde med at styre de hurtige og løbestærke spillere fra Århus. Chance på chance bølgede ned mod Vinderups mål og Vinderup var sjældne gæster i den anden ende. Og der gik ikke længe inden bolden lå i Vinderups mål, desværre og uheldigvis via en Vinderup spiller, idet bolden ramte stolpen og røg i spil igen, men i ryggen på Stefan Madsen som havde kastet sig efter bolden og ikke kunne undgå at blive ramt, så bolden trillede ind i nettet til 0-1.
Vi rokerede lidt rundt og skiftede nogle trætte spillere ud, men lige lidt hjalp det. IVF Århus brød igennem endnu to gange og vandt fortjent kampen 3-0 og kunne kalde sig Jyske Mestre, mens Vinderup måtte tage til takke med sølv og være det andet bedste hold i Jylland, men det er da også super flot og noget som drengene kan være stolte af. Humøret var da også hurtigt højt igen efter kampens afslutning og den medbragte champagne blev på trods af nederlaget åbnet og drukket eller sprøjtet ud over kammeraterne.
Efter en rigtig flot sæson med 14 spillede kampe, hvor kun den første og den sidste blev tabt, og med den fantastiske comeback-sejr på 5-4 efter af have været bagud med 0-4 i Højslev St. som højdepunktet, skal der fra træner Allan Nielsen og holdleder Lucy Feliciano Nielsen lyde et stort tillykke til drengene med sølvmedaljerne og tak for mange gode oplevelser i sæsonen. Også tak til VIK for at skaffe en bus til finalen og til de mange medrejsende fans som var med for at støtte drengene. Uden opbakning fra forældrene er det svært for børnene uanset alder at dyrke sport, og alle børn uanset alder nyder når deres forældre kommer for at se dem spille og gør hele oplevelsen omkring kampen endnu bedre for såvel spillere som trænere.
Nu kan I holde en velfortjent sommerferie, drenge. Og har I tid og lyst, så er der hyggelig sommertræning sammen med herrersenior hver torsdag kl. 19.00 i Vinderup I.K., hvor I er velkomne til at spille med.
Med sportslig hilsen
Allan Nielsen, træner
Lucy Feliciano Nielsen, holdleder
.... se flere billeder under "Billeder"
|
U17 drengene er i finalen!
Sankt Hans aften var U17 drengene en tur i Århus på Århus Fremad's stadion for at spille om at komme i finalen om det Jyske Mesterskab for U17 drenge B - og det lykkedes!
Men det var nær gået galt før kampene overhovedet var kommet igang.
Først havde det været en kamp som træner at finde forældre som kunne køre så tidligt - kl. 15.45 fra Vinderup - dernæst lagde en spiller sig syg om morgenen og en erstatning i Thomas Nørgaard fra U15 blev i al hast tilkaldt og hans far Svend Nørgaard trådte til og lagde bil til en tur til Århus sammen med Lasses mor Vibeke og Lucy og jeg. Så vi var 13 spillere afsted til Smilets By. Men så ringede Laurids Utzon kort før vi skulle afsted, at hans far var kørt til Holstebro og nøglerne til scooteren lå i bilen, så måtte vi lige forbi Ryde og hente Laurids, inden vi skulle forbi Hammerum efterskole for at samle Lasse op, og så var vi afsted mod Århus, men allerede en halv time forsinket. Minutterne gik og klokken blev 17.00 og 17.30 og GPS'en viste at vi ville nå frem kl. 17.56 og vi skulle spille kl. 18.00 !!!
Men frem nåede vi og skulle spille første kamp mod FC Dansom som var et hold bestående af danske somalier. Et rigtig godt teknisk og hurtigt hold. De var meget ophidsede over at vi kom så sent, og mente at vi skulle diskvalificeres. Dommeren gav os fem minutter til at klæde om - det nåede gutterne lige! - og så var vi på banen - uden opvarmning! - og klar til at hilse på de andre.
Kampen gik i gang og vi blev straks presset i bund. FC Dansoms hurtige tekniske spillere drev os rundt på banen og forsvaret og midtbanen kom ud i et stormvejr fra starten af, helt uforberedte som vi var efter en lang køretur mod uret og uden opvarmning. Midt i første halvleg fik FC Dansom så scoret på en af deres mange chancer, men vi havde jo før i andre kampe været bagude, så vi svarede hurtigt igen og Marc Richter bragte os på 1-1 og det holdt til pausen. Marc var i det hele taget sprudlende i sit spil og spillede en flot aften i Århus. Og ham og Kevin fandt hinanden i et godt sammenspil fremme i angrebet.
13 mand var vi afsted og Jacob Knudsen blev alvorligt skadet efter 7-8 minutter i en grim takling og måtte bæres fra banen. Så var vi 12. Emil Mathiasen kom ind i 2. halvleg og spillede resten af tiden en super indsats som højre back. Så blev Jens Rocatis Petersen skadet og måtte ud. Så var vi 11. Men det er jo også nok. Men ikke flere skader, tak.
Så scorede FC Dansom igen og vores midtbane var allerede ved at køre træt. Men Marc var ikke færdig endnu og udlignede til 2-2 på et heldigt men også flot mål - et skud eller indlæg langt ude fra højre side som sejlede ind over FC Dansoms lille målmand og i nettet. 2-2! Marc troede ikke engang selv sine egne øjne. Men det gav luft og gejst til holdet og resten af kampen var helt lige med chancer i begge ender. Men den sluttede 2-2 og så skulle det hele afgøres på straffespark. FC Dansom mente dog at der skulle være forlænget spilletid, men dommeren undersøgte sagen og kom tilbage og sagde, at vi gik direkte til straffespark. Hvem skulle sparke? Jeg spurgte efter frivillige og nu var nerverne uden på tøjet hos spillerne, men fem mand meldte sig og Marc lagde ud og scorede sikkert. 1-0. Så var det FC Dansoms tur. 1-1, men Stefan Madsen gik til den rigtige side og var tæt på at redde. Så skulle Jonas sparke. Sikker scoring. 1-2. FC Dansom scorede igen og udlignede scoren, men Stefan rørte bolden denne gang. Så var det Thomas Nørgaards tur og han scorede igen sikkert. 2-3! FC Dansom brændte deres næste spark ved at skyde forbi mål på ydersiden af stolpen. Så skulle Lasse Davidsen sparke og han hamrede den op i hjørnet og lunter op til os andre i midtercirklen med et skævt smil. Hvis FC Dansom brændte nu var vi videre. Stefan går til den rigtige side endnu engang og redder! Vi vinder straffesparkskonkurrencen 4-2 og samlet 6-4.
Dommeren oplyser midt i vores jubel at vi skal være klar til den næste kamp om fem minutter. Vi skal møde Brønderslev som vandt deres første kamp 1-0. Spillerne får nogle bananer, energibarer, vingummibamser og Kims skruer fra Lucys picnic-kurv og en masse vand fra vandflaskerne og så ud på banen igen og klar til en ny kamp.
Vi er stadig kun 11 mand klar og en halvskadet Jens Roca på bænken og Jacob, der ikke kan spille mere. Men drengene fighter en vis legemsdel ud af bukserne og som minutterne tikker finder de ud af at Brønderslev er til at tale med og får ved især Kevin og Marc tilspillet sig en hel del gode chancer, men bolden vil ikke ind. Kevin tog sig en længere dribletur, går på tværs og hamrer bolden på overlæggeren. Og Marc har også gode muligheder. Pludselig er Jonas Olsen helt igennem, men brænder! Stadig 0-0. Stefan redder med en fodparade en Brønderslev chance og kort efter har de en friløber som Emil når tilbage til og sammen med Stefan får de taklet bolden ud til hjørnespark. Kort før pausen får vi hjørnespark og Mads Vandborg dukker op tæt under mål og prikker bolden ind til 1-0 føring til stor jubel for spillere, trænere og medrejsende fans... nå nej, der var ingen.
Stillingen holder til pausen, hvor spillerne slæber sig ud til Lucys picnic kurv og får bananer og energibarer og vand. Der er kun en halvleg tilbage. En halv time fra en finale! Dommeren fløjter op igen. En halv times benhård fight venter. Flere af spillerne har ondt og har tunge ben nu. Kevin og Marc kommer stadig frem til chancer men hamrer bolden forbi eller langt over. Og i den anden ende afviser forsvaret alt og Stefan har de nødvendige redninger. Jeg råber til spillerne at der er coinoffers på Mac D hvis de holder hjem. Rygtet spredes på banen og benene bliver lidt lettere. Så er det forbi. Dommeren fløjter af og drengene kan strække armene over hovedet og juble over sejren. Vi er i finalen!
En stor ros skal lyde fra træneren til samtlige spillere på holdet. Alle præsterede deres bedste og nogen mere end det. Nu venter finalen kl 14.00 på lørdag i Bording ved Ikast mod IVF Århus og uanset hvordan det går, så har sæsonen været en lang succes-historie siden den første kamp hjemme mod Hanstholm som vi tabte 0-5. Siden den kamp har I ikke tabt en eneste kamp og det vidner om klasse, en masse talent og et fint sammenhold og kammeratskab. Store trænere i verden siger, at man bare skal kigge på stemningen i omklædningsrummet, så kan man fornemme om man har et vinder-hold. Det har vi på U17 holdet i VIK.
Det er fornøjelse at være jeres træner, drenge! Lucy og jeg takker for mange gode oplevelser sammen med jer. Finalen lørdag er ren bonus. Men lad os da bare gå hele vejen og få de guld-medaljer om halsen, nu vi er nået så langt!!!
|
U17 drenge i fight om pladsen i finalen
på lørdag om at blive JYSK MESTER
Vinderup I.K.'s talentfulde U17 drenge, som består af spillere fra Ejsing, Sevel, Ryde, Herrup og Vinderup, var i lørdags i Harboøre for at spille første runde om at komme til JYSK Mester-finalen for U17 drenge B.
Efter den vanvittige sejr over Højslev St. i sidste puljekamp forrige weekend, som gav en flot sejr på 5-4 og dermed puljesejren, skulle VIK nu møde Harboøre/Thyborøn på Harboøre Stadion.
Harboøre/Thyborøn havde vundet deres pulje mere overbevisende end VIK. De havde 8 sejre, 2 uafgjorte kampe og 0 nederlag med fra deres pulje. VIK havde 5 sejre, 4 uafgjorte og 1 enkelt nederlag med, så Harboøre/Thyborøn var svage favoritter på hjemmebane, og de kom da også foran 1-0 efter ca 15 minutters spil.
VIK havde følgende spillere med: Stefan Madsen, Lars Madsen, Lasse Davidsen, Jesper Dahl, Martin Lunde Nielsen, Tim Knorborg Jensen, Mads Vandborg, Nicolai Møgelbjerg, Jacob Knudsen, Kevin Feliciano Nielsen, Marc Richter Thomsen, Mikkel Iversen, Jonas Olsen, Emil Mathiasen
Jacob fik kort efter fremtvunget et frispark ca 25 meter fra mål og blev skadet i situationen og måtte ud til behandling. Kevin sparkede og med et hårdt skruet spark i medvinden hamrede han bolden forbi Harboøre/Thyborøns målmand til udligning 1-1 som var stillingen ved pausen.
Endte kampen uafgjort skulle der spilles 2 gange 10 minutters forlænget spilletid og derefter skulle det afgøres på straffespark, hvis det sluttede uafgjort, og jeg gik som træner på sidelinien allerede og overvejede hvem som skulle sparke disse straffespark. Emil og Tim på bænken var klar, sagde de, hvis det kom dertil.
Der var spillet ca 10 minutter af anden halvleg, da Harboøre/Thyborøn brød igennem og bragte sig foran 2-1 uden chance for Stefan i målet.
Men holdet kæmpede heroisk videre i modvinden i anden halvleg og mens Nicolais far var ovre at hente friske vand-forsyninger bragte Vinderup sig foran 3-2! Jesper Dahl var flyttet op på midtbanen og en hårdt arbejdende Jonas ned i forsvaret i stedet, og Jesper stod for begge assist til målene, mens Marc stod for begge mål på de rene Michael Laudrup stikninger fra Jesper. Nu var Vinderup-drengene ovenpå og Harboøre/Thyborøn begyndte at spille mere på lange bolde, som Martin og Lasse og Jonas og Lars tog sig kærligt af, samt Emil, da han kom ind de sidste 15 minutter i stedet for Martin. Og Stefan tog sig af de forsøg der var indenfor mål-rammen. Midtbanen arbejdede hårdt og begyndte at virke trætte, så Lucy var fremme på sidelinien og råbe, at der var McDonalds burgere til alle, hvis de scorede fire mål mere! Umiddelbart et sikkert væddemål! Men som om Jesper og Kevin hørte Lucy og var tilpas fristede af tilbuddet, sendte Jesper endnu en super stikning frem i modstanderens forsvar som Kevin løb til og sendte fladt og sikkert i kassen til en dejlig 4-2 føring. Nu kunne det da ikke gå galt!
De sidste 10 minutter var en opvisning i fight for videre avancement og det lykkedes. Spillerne havde endnu engang givet alt hvad de havde i sig, havde været bagud to gange, og var igen kommet tilbage og havde sikret sig sejren - ikke ved primitivt spil og lange bolde, men flot fodboldspil og fremragende dybe stikninger langs græsset fra Jesper Dahl som angriberne Marc og Kevin udnyttede flot og sikkert. Og midtbanen og forsvaret spillede sig ud af problemerne uden at forfalde til at losse bolden væk. Flot, drenge! Skøn at se at I både kan spille bold som Barca og fighte som et engelsk 2. divisionshold !!! Og endnu engang TILLYKKE. Det er en sand fornøjelse for Lucy og jeg at følge jer!
Nu venter to spændende kampe på torsdag i Århus på Riisvangen Stadion mod FC Dansom og et andet hold, som først blir afgjort den dag - om pladsen i finalen på lørdag om at blive JYSK MESTER !!!
Allan Nielsen
U17 drengetræner
|
VIK's U17 drenge er puljevindere efter et drama uden lige
Med en sejr var vi puljevindere, hvis det blev uafgjort eller vi tabte, ville Højslev St. vinde puljen.
Vi kom hurtigt bagud i kampen og drengene kunne ikke spille sig frem til oplagte målchancer. Højslev St. bragte sig foran 4-0 inden pausen og kampen synes tabt. Lucy og jeg gav dem en lille pep-talk og sagde til spillerne at de bare skulle tage anden halvleg som om der stod 0-0 og at vi jo i lørdags lige var kommet igen fra at være bagud 3-0 mod Hurup. Så vi havde allerede en gang vist at alt er muligt og man aldrig skal give op.
Og som sagt som gjort. Drengene gik ud og fightede og spillede sig tilbage i kampen som om det var en champions league finale på wembley stadion. Efter knap 10 min brød Kevin igennem og blev fældet i det strafbare felt. STRAFFE! Jo, dommeren fløjtede, selv om han ikke havde været rare mod os i første halvleg. Jacob Knudsen gik ned og tog bolden og sagde, at han jo lige så godt kunne sparke. Vi havde jo tabt alligevel. Men Jacob scorede sikkert, så var det 1-4.
Jesper Dahl var kommet ind igen i anden halvleg og spillede nu i midterforsvaret sammen med Lasse Davidsen, mens Jacob Knudsen var flyttet op på midtbanen til Mads Vandborg og Tim Knorborg Jensen.
Jesper Dahl sendte en lang bold frem mod Højslevs forsvar som Marc Richter Thomsen opfangede og flot sendte i kassen. 2-4! Nu begyndte vi at få en god fornemmelse ude på sidelinien og drengene begyndte at heppe på hinanden derinde på banen og alle knoklede for hver en meter af banen. Niveauet var løftet 50% i forhold til første halvleg og der blev spillet rigtig godt fodbold nu. Spillerne fandt hinanden flot nu i alle kæder og spillede 1-2 kombinationer og ud over kanterne og driblingerne lykkedes. Kevin og Marc stressede Højslev forsvaret med deres besnærende driblinger og aggressive spil og Mads Vandborg og Tim Jensen var nu boldfaste og fordelte boldene godt. Så tog Jacob Knudsen fat igen. Han var her og der og alle vegne og spillede sin måske bedste kamp i sæsonen. Nu var han kommet i angrebet og reducerede til 3-4 og kort efter scorede han efter et langt indkast fra Emil Mathiasen. 4-4! Vi troede alle at det var løgn. Og minutterne gik og vi skulle jo vinde for at blive puljevindere.
Højslev spillerne var frustrerede og Marc Richter blev slagtet på en friløber og fik sat to hold støvleknubber i skridtet. Alle ventede på dommerens dom som måtte blive et rødt kort. Men nej, det blev kun gult. Han var ikke venligt stemt overfor os. Alligevel var vi nu 11 mod 10 og det gav endnu mere plads. Højslev træneren råbte og skreg på sine spillere og det gjorde nærmest ondt være. Jacob drev gæk med dem og spillede Kevin fri indenom Højslev forsvaret. Der var tre minutter igen. Kevin nåede bolden inden en Højslev forsvarsspiller og hamrede til den første gang og bolden fløj i en skruet bue ind i målet ovre ved den fjerneste stolpe uden chance for Højslevs målmand som kastede sig så lang han var. 5-4 !!! Spillerne drønede rundt og jublede derude og Lucy og jeg og de medrejsende forældre fra Vinderup sprang jublende rundt på sidelinien. Men nu kastede Højslev alt frem for at få udlignet. De spillede med fire mand i angrebet og pumpede bolde op mod VIKs forsvar. Stefan Madsen i vores mål måtte præstere en flot fodparade på en stor chance men bolden røg til hjørnespark. Nu sendte Højslev alle mand op i feltet. Også deres målmand. 22 mand samlet i det store felt foran Stefans mål. Det var hektisk. Der var et minut tilbage. Hjørnesparket blev afværget men røg til et nyt hjørnespark. Tiden var gået på stadion-uret. Hvor meget tid havde dommeren lagt til da Marc blev nedlagt tidligere? Hjørnesparket røg til bageste stolpe hvor Højslev sparker bolden ind på Jesper Dahls arm, men han holder armen ned langs siden - intet straffespark - men bolden er stadig på vej ind i målet, da Stefan kommer til og vifter bolden udenom og ud til et nyt og tredje hjørnespark til Højslev. Men også den bliver afværget af et tappert kæmpende VIK-hold og ryger til målspark. Jeg råber til dommeren: Er tiden snart gået? Han nikker og smiler og Jesper Dahl hamrer bolden så langt op ad banen han kunne. Så fløjtede dommeren kampen af og spillernes arme røg i vejret og der blev jublet som om vi havde vundet verdensmesterskabet. Det var helt vildt og Lucy og jeg kunne slet ikke fatte det. Være bagude 4-0 ved pausen og slutte med at vinde 5-4. Selv Hitchcock kunne ikke have skrevet en bedre gyser.
En fantastisk sæsonafslutning som man som træner aldrig nogensinde vil glemme. Fra at holdet næsten var ved at gå i opløsning i februar og tabte den første kamp 0-5 på hjemmebane, så stod vi nu med puljesejren og havde ikke tabt siden den første kamp. Det er noget af en bedrift og noget af det der gør fodbold så fantastisk uforudsigeligt og verdens bedste sport. Og som træner vil det sidde på nethinden for altid.
En stor ros skal lyde til alle spillere på holdet - både i denne kamp og i alle de foregående kampe - stamspillerne og efterskole eleverne som i weekenderne har trådt til og hjulpet. I har altid beholdt humøret, I har et fantastisk sammenhold, og I har en masse talent som I bare skal holde ved til gavn for jer selv og jeres medspillere i fremtiden. Jeg vil også gerne takke min assistent træner og kone Lucy for at træde til, når jeg havde serie 4 kampe, og vinde kampene. Og Henrik Hallengren Jensen som vikarierede som træner i en enkelt kamp i Hurup og vandt flot 2-0.
Holdet - der bragte sejren hjem i dag - var: Stefan Madsen på mål, i forsvaret Lasse Davidsen, Jacob Knudsen (i 1. halvleg), Lars Madsen, Emil Mathiasen, Jesper Dahl (i 2. halvleg), midtbanen: Mads Vandborg (anfører), Nicolai Møgelbjerg, Tim Knorborg Jensen, Laurids Utzon, og i angrebet: Kevin Feliciano Nielsen, Marc Richter Thomsen og Mikkel Iversen.
Allan Nielsen
en stolt U17 drengetræner
Vinderup IK
|
En skøn dag i Studsgård - U7 Drenge
Hermed en opsummering efter et vellykket stævne i Studsgård / Herning Lørdag den 7 Maj. ”3-6-9-12 verdens bedste hold” og deres forældre drog til Studsgård. Der skulle dystes mod andre U7 hold på oppustelige baner med brede og høje mål, højere og bredere end noget de havde spillet med før. Lad mig sige det kort……. De gjorde det fantastisk ! Alle kløede på med krum hals og trods de uvante rammer med bander på små baner så kæmpede de som løver for sejre. Nogen vandt og nogen tabte men overordnet set så løb de af sted med sejr i over det halve af kampene – og det trods de store mål og de uvante rammer. Vildt godt gået og trænerne var stolte helt ned i storetæerne……. Stort set alle andre hold stillede med små udvalgte hold af stærke spillere hvilket betød, at bredden ikke var til stede i arrangementet. Vi viste dem, at bredden med vilje og holdånd overvinder selv de stærkeste – tak for det. Torben kunne desværre ikke være der men jeg ved, at han brændende gerne ville have været der, tak til Jan Nielsen for, at træde ind og tak til forældredommerne og madhold samt resten der fungerede som positive og motiverende fans på sidelinjen.
Afslutningsvis kunne alle gå på podiet på skift og få store og flotte DGI medaljer om halsen. Fortjente ! Alle gik til pastasalaten og saftevandet og alle bidrog til en hyggelig ”efterfest” på plænen bag banerne. Tak for opbakningen til alle forældrene, jeg mener, at vi har fat i noget godt her og kan vi bære den her gejst videre så har vi et hold med så mange forskellige forcer, at de fremover kan komme til, at gøre en forskel i de turneringer vi deltager i. En ting er sikkert, efter 40 minutters intenst spil i bagende sol viste de, at de stadigt havde kampgejst og vilje, må vi ikke bare sige WAUW. Et stort smil skal der strømme fra hele VIK til vores små kommende stjerner :o)
Frank Bormann |
|
|
| VIK | Halvej 2a | 7830 Vinderup | Tlf: 9744 1316 (klubhuset) - Formand Inge Nørgaard Møller tlf: 2029 0890 |
|
|
|